Igår skulle jeg forestille at være kulturel, da jeg frekventerede Århus Teater i anledning af deres såkaldte familieforestilling, som i år var en opfølger på sidste års stykke Det Gyldne Kompas del 1. Et stykke som jeg ikke umiddelbart var voldsomt begejstret for, men mente ikke at det var værre end man godt kunne se andel del af det.
Desuden var mine forventninger alvorligt hæmmet af at den såkaldte familieforestilling blev frarådet børn under 12 år – hvordan kan man kalde et show en familieforestilling med slige begrænsninger? Desuden er Århus Teater i vælten, så det batter for tiden med en bestyrelsesformand, der ikke har haft øjnene hvor han skulle og derfor var det hele ved at skride rent økonomisk. Det ser dog ud til at de rider stormen af denne gang.
Havde i det forløbne år lykkeligt glemt hvor øretæveindbydende hovedpersoninden var!Jeg tror at skuespillerens opfattelse af at portrættere en 12årig pige var at man bare skulle råbe og flakse med et meget teatralsk kropssprog – nuanceret var det i hvert fald ikke og jeg sad med en stor lyst til at gå op på scenen, ruske hende og snerre så hold dog kædft!! Ok, det var ikke hendes skyld at manuskriptet sine steder var hjælpeløst kluntet, men hun behøver da ikke ligefrem gøre det værre. Havde også lykkeligt glemt den store forvirring af hvem, der var hed hvad og hvad vedkommende lavede i historien. Anser mig ellers ikke for at være dårligt begavet, men jeg havde svært ved at hitte rede i de mange navne, der blev slynget ud.
Handlingen var for mig at se frygteligt forvirret og vi blev ikke introduceret ordentligt til de forskellige personer, så det var nok ikke helt let at følge med, hvis ma ikke havde set første del året forinden og manuskriptet var direkte forfærdeligt. Man havde nok haft mere ud af det, hvis man havde læst bogen!
Et andet stort problem var at fugurerne var totalt endimensionale. Man fattede aldrig interesse for dem og på et tidspunkt sad og jeg var meget ligeglad med om Lyra fik fuldført sin mission – stykket fangede overhovedet ikke min interesse. Og alt det der psaudofilosofiske kommunistiske religionshad som blev lagt for dagen gad jeg ikke engang forholde mig til.
Rent visuelt var jeg til gengæld betaget. De små daimon’er, som fulgte alle folk i Lyras verden var klart de mest interessante figurer – især Andreas Jetro var mesterlig i sin håndtering i sin dukkeføring. Stykket udfordrede folk til at bruge fantasien og det lykkedes. Jeg elskede de store panserbjørne, den primitive ildsprudlende drage og harpyernes kostumer. For KATTEN hvor var det flot!! Og grunden til at jeg blev siddende. Havde de bare gjort halvt så meget ud af handlingen og skuespillet, som de havde gjort med kostumerne, så havde det været et brag af en forestilling. Nu sad jeg med en flad fornemmelse og følte mig en smule snydt.
Så kære Århus Teater: Lav en RIGTIG familieforestilling næste år og se at få en ny bestyrelsesformand. Og se så at få banket nogle populære stykker op, i stedet for det der højkulturelle snobberi I har trakteret os sagesløse skatteydere med de sidste par år. Så får i nemlig
- Penge i kassen
- Mulighed for at lege med smalt teater – men i mindre målestok, tak!
